Sundhed

Tre byggeklodser til en sundhedsskabende arbejdsplads

Mange arbejdspladser starter sundhedsarbejdet med aktiviteter: et oplæg, en challenge, en sundhedstest eller en temauge som Hjerteugen.

En aktivitet kan sætte noget i gang. Men hvis indsatsen skal holde på længere sigt, skal ledelse, kultur og rammer understøtte den.

 

Byggeklods 1: Ledelse og retning

Sundhed på arbejdspladsen bliver stærkere, når ledelsen gør det legitimt. Det behøver ikke betyde, at topledelsen skal eje alle detaljer, men ledelsen skal vise, hvorfor sundhed og trivsel hænger sammen med arbejdspladsens hverdag og mål. En sundhedspolitik på arbejdspladsen kan være et nyttigt strategisk anker, men den skaber ikke trivsel i sig selv. Det gør den organisatoriske praksis.

Forskere i arbejdsmiljø peger på ledelsesengagement og medarbejderinvolvering som centrale elementer i en sund arbejdsplads. Også implementeringsforskningen peger på, at synlig ledelsesopbakning er en vigtig facilitator.

 

Byggeklods 2: Kultur og fællesskab

Kultur er normerne for f.eks. møder, mad, bevægelse, stress, nikotinprodukter, fællesskab og restitution. En sundhedsskabende arbejdsplads arbejder derfor ikke kun med tilbud og enkeltstående aktiviteter, men også med de sociale normer og fællesskaber, der gør sunde valg lettere. Involvering af medarbejdere og engagement er sammen med ledelsen som rollemodel et bærende element i at skabe en kultur og et fællesskab, der understøtter sundhed på arbejdspladsen.

 

Byggeklods 3: Hverdagsrammer og strukturer

Den tredje byggeklods er de konkrete rammer: arbejdstilrettelæggelse, mødeformer, fysisk variation, kantine, pauser, adgang til støtte, arbejdspladsens fysiske miljø og måden opgaver fordeles på. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs begreb ‘sundhedsmiljø’, lægger netop vægt på, at sundhed kan fremmes gennem organiseringen af arbejdet. Det er ikke et argument imod aktiviteter, men et argument for at aktiviteter skal kobles til de rammer, de skal leve i.

 

Hvad kan I gøre i praksis?

  1. Tag én idé eller erfaring fra Hjerteugen og se på den gennem de tre byggeklodser: Hvad kræver den af ledelse, kultur og hverdagsrammer?
  2. Vælg hvor forankringen skal styrkes først: Skal ledelsen bakke tydeligere op, skal der skabes en ny norm, eller skal rammerne justeres?
  3. Gør det konkret for medarbejderne: Hvordan kan de mærke i hverdagen, at erfaringen fra Hjerteugen lever videre?

 

Tid til tanker og refleksion

  • Er jeres sundhedsindsats forankret i ledelsen – eller primært i ildsjæle?
  • Hvilke normer i jeres kultur understøtter og/eller spænder ben for jeres sundhed?
  • Hvilke hverdagsrammer kan I justere, så det bliver lettere at træffe sunde valg – før vi sætter nye aktiviteter i gang?