Klima og miljø

Far og datter kigger på vindmøller på marken

Din pension kan gøre en forskel for klima og miljø

20. august 2021

 

Undersøgelser tyder på, at danskerne går op i den grønne dagsorden og miljøet, når det gælder pensionsinvesteringer. Og en stor del af befolkningen gør også ord til handling. Men vi skal have flere til at tage stilling.

Af Vivian Weis Byrholt, administrerende direktør i Nordea Pension

Jeg er bekymret for klimaet, og ligesom så mange andre er jeg interesseret i bæredygtighed – både hvad angår miljø og klima og med hensyn til fx sociale forhold. 

Heldigvis er jeg ikke alene. Undersøgelser viser, at danskerne er interesserede i, at deres pensionsopsparing bliver investeret ansvarligt og bæredygtigt. En undersøgelse gennemført af Kantar Gallup for Nordea Pension har vist, at 34 % af danskerne mener, at ansvarlighed er det vigtigste, når det gælder investering af deres pensionsopsparing. Derudover har over 60 % grøn omstilling eller bæredygtighed på deres top tre.
 
Og det er ikke bare hensigtserklæringer: Danskerne har taget teten og investerer i stigende grad deres pension i bæredygtige pensionsordninger. Det viser tal fra pensionsselskaberne, som har været fremme i pressen. 

 

Bæredygtighed betaler sig 

Ansvarlighed og bæredygtighed betaler sig både for pengepungen og samvittigheden. I år 2020 så vi fx, at den type investeringer har været en god forretning og givet nogle af de højeste afkast på markedet. Samme tendens ser vi i år. Og investeringer er netop et af de områder, hvor vi kan gøre mest for den grønne omstilling. 
 
Flere pensionsselskaber har da også påtaget sig ansvaret for at være ambitiøse på vegne af både klimaet og kundernes opsparinger ved at tilbyde investeringer, der i højere grad tager højde for bl.a. bæredygtighed, miljø og sociale forhold. Alene i vores pensionsselskab har kunderne i løbet af det seneste år investeret over 2 mia. pensionskroner i Formålspension. 

 

Dine valg gør en forskel 

Med de over 100 mia. kr., som hvert år indbetales til pension i Danmark, kan det gøre en forskel for både klima og miljø, hvis vi beslutter, at en del af vores pensionsopsparing bliver målrettet afkastskabelse fra den grønne omstilling – altså selskaber, der arbejder målrettet og effektivt på at reducere udledningen af bl.a. CO2.

Når man som forbruger får flere valgmuligheder – herunder for at investere mere bæredygtigt – er det en styrkelse af den enkeltes frie valg inden for pension. Men det er også noget, der på sigt kan give et boost til bæredygtige investeringer, fordi det styrker virksomhedernes økonomiske incitament til at sætte ansvarlighed og bæredygtighed på dagsordenen. Det vil forhåbentlig få endnu flere virksomheder til at bevæge sig i den retning til gavn for den grønne omstilling.
 
Jeg håber fremover, at endnu flere vil tage stilling til de nye muligheder for mere bæredygtige investeringer på tværs af pensionsselskaberne, når de vælger pensionsopsparing. Det er stadig en mindre del af vores samlede investeringer, der er øremærket den grønne omstilling, ligesom jeg ved, at det er tilfældet hos andre i branchen. Det kan vi gøre endnu bedre i fremtiden. For jo flere, der har fokus på bæredygtighed, når de investerer, jo bedre kan vi løfte i flok og for alvor gøre en forskel.