Når du nærmer dig pensionen

Når du bliver ældre og er på vej ud af arbejdsmarkedet, skal du tage stilling til en række praktiske ting. Her får du overblik over noget af det vigtigste.

Senior par kigger på deres økonomi

Hvad skal der ske med din pensionsordning?

Du skal tage stilling til, hvad der nu skal ske med din pensionsordning. Har du en Kapitalpension eller aldersforsikring, kan du få udbetalt hele beløbet på én gang. Har du en ratepension, får du udbetalt pengene månedligt – typisk over 10 år. Har du en livsvarig pension, har du mulighed for at få udbetalt et fast beløb hver måned resten af livet.

Du kan selv påvirke udbetalingen

Der er ingen, der siger, du skal have pengene udbetalt med det samme. Det har du mulighed for at vælge, som det passer dig bedst. Måske vil du gerne udsætte udbetalingen? Måske vil du forlænge udbetalingsperioden? Vi rådgiver dig gerne om de forskellige muligheder, hvis du har brug for det.

 

Pension – hvis du har din egen virksomhed

Hvis du som selvstændig sælger din virksomhed, kan du overføre de penge, du tjener ved salget, til en ophørspension. Det giver dig nogle klare skattefordele. 

Læs mere om ophørspension

 

Hvad skal der ske med dine forsikringer?

Når du ikke længere er tilknyttet en arbejdsplads og stopper indbetalingerne til din pensionsordning, falder de forsikringer, den rummer, også bort. Ønsker du stadigvæk udbetaling ved dødsfald, kritisk sygdom og invaliditet, kan du i nogle tilfælde vælge at overtage de tre forsikringer og selv føre dem videre, når du stopper. Kontakt os – så finder vi en god løsning.